Esajas 2:22

Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?

Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe!

(8:5) hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra HERREN.

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder;

da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

(62:10) Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande.

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet