Job 19:7

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!" Thi HERRENs Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot.

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet