Job 33:21

hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

(22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

(39:12) Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

(102:4) Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet