Prædikeren 1:5

Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

Salme 19:4-6

(19:5) når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;

1 Mosebog 8:22

Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned.

Salme 42:1

Til Korherren. Maskil af Kora-Sønnerne (42:2) Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

Salme 89:36-37

(89:37) Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,

Salme 104:19-23

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

Jeremias 33:20

Så siger HERREN Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde,

Habakkuk 3:11

Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet