Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.

Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,

til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.

Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;

hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.

Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.

Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.

Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!

Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.

Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde -

Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.

Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;

De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;

Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om! 

Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.

Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.

mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!

letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.

slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,

Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.