Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.

På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"

Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt. 

Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.

Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde -

Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!

Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.

Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.

HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!

højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.

Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.

Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!

Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.

Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.

Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;

Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.

Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.

til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.

Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.

I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv;

Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?"

Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.

Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge.

For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene.