(18:3) HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

(18:20) Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

(18:21) HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

(18:22) thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud

(18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

(18:24) Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

(18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

(18:29) Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

(18:30) Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

(18:32) Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

(18:28) De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

(18:36) Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

(18:34) gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,

(18:40) Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

(18:23) hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

Til Korherren. Af Herrens Tjener. Af David. Han sang denne Sang til Herren dengang Herren havde reddet ham fra alle has Fjender og fra Sauls Hånd (18:2) HERRE, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke!

(18:31) Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

(18:25) HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:4) Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

(18:8) Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

(18:5) Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

(18:50) HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

(18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

(18:35) oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!

(18:11) båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

(18:6) Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

(18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

(18:12) han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(18:44) Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(18:10) Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(18:9) Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

(18:37) du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

(18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

(18:41) du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

(18:15) Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

(18:47) HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

(18:16) Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.

(18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

(18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

(18:45) hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

(18:46) Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

(18:43) Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.