'Folk' i Biblen

Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt! 

(81:9) Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

(81:12) Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

(81:14) Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!

(83:4) oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:

(85:3) tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.

(85:7) Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig!

(85:9) Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.

(89:16) Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:

Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter.

(102:19) For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,

Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;

han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;

Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød.

Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje.

Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.

Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene.

Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk,

Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.

mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk

Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,

Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid :

Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" 

og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;

han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,

og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.

thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN! 

Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja! 

Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! 

thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse.

idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -

Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.

Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange. 

Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;

En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.

Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer.

Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag.

Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.

Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk.

HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse.

Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE.

Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst.

Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.

Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"

Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!

Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et Folk.

Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage, hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda: Assyrerkongen!"

Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Bezin og Remaljas Søn,

Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke!

Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?

Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.

De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.

for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.

Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden.

Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.

fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;

Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem;

Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!

Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.

På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande.

der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra Ægypten. 

Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at mønstre sin Krigshær.

Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.

som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk med skånselsløs Tvang.

I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.

Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd, som er udrakt mod alle Folk.

Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN har grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der. 

du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå, I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder.

Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør!

Til hin Tid skal der bringes Hærskarers HERRE Gave fra et rankt og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet, hvor Hærskarers HERREs Navn bor, til Zions Bjerg. 

som Hærskarers HERRE velsigner med de Ord: "Velsignet være Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel, min Arvelod!" 

Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder.