'Var' i Biblen

Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.

Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham

Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt alle Fyrsterne, som var hos ham.

Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede sig ikke til Jorden.

Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj: "Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"

Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over for dem, at han var Jøde.

Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet, fordi det var Mordokajs Folk.

Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen. 

Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og udstødte høje Veråb;

og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port, når man var klædt i Sæk.

Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste, Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.

Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.

fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.

Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;

Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og man læste op for Kongen af den.

Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.

Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv: "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"

Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!

Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos Dronning Ester

Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke.

Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;

og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"

Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af Sted så hurtigt, de kunde.

og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem. 

sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene.

Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet på dem.

Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre.

derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,

Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt. 

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god! 

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:24) Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(34:14) så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

Til Korherren. Maskil af David (52:2) Dengang Edomitten Do'eg gik hen og fortalte Saul, at David var taget ind til Akimelek (52:3) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Salme af David. Dengang han var i Judas ørken (63:2) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land

(63:3) (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;

fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

(76:5) Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.

(77:14) Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,