'Deres' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig! 

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: