'Ej' i Biblen

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer! 

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

(41:4) Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

(41:18) Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.