Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. 

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.