Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.

Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?

Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs.

Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

"Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!

I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt. 

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd! 

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet? 

Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne. 

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Så tog Job til Orde og svarede:

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." 

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg. 

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed! 

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

Så tog Job til Orde og svarede:

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

og Job tog til Orde og sagde:

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage! 

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig! 

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer! 

Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Så tog Job til Orde og svarede:

Så tog Job til Orde og svarede:

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

"Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!" 

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Så svarede Job HERREN og sagde:

Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?

Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

Og HERREN svarede Job og sagde:

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

(40:25) Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?

Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;

Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød,

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

Så tog Job til Orde og svarede:

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

(41:3) Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund!

Så tog Job til Orde og svarede:

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord. 

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder.

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,

Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?

Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!"

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;

Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

Og Elihu tog til Orde og sagde:

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? 

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,

Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?

Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder;

"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.

thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.

I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,

Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?

Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen;

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!

dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre

da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled.

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

(41:10) Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

(40:26) Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,

så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?

Da svarede Job HERREN og sagde:

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

Og videre sagde Elihu:

Så tog Job til Orde og svarede:

Se, Gud forkaster det stive Sind,

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?"

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern.

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,

i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?

(41:7) Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

Så døde Job gammel og mæt af Dage. 

"Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

(41:13) Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den! 

(41:26) Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr. 

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

(41:16) fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

(40:31) Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Og Elihu tog til Orde og sagde:

som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

(41:18) Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

(41:2) Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!

Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

(41:12) Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

(41:15) Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted! 

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

(41:4) Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?

Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

(41:11) Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?

Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

(40:30) Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover?

(41:8) de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

(41:1) Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad

(41:6) Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

(40:28) Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn.

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

(41:14) Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

(41:9) de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

"Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

(40:29) Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

(41:5) Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. 

(40:27) Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

"Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Og han fik syv Sønner og tre Døtre,

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om,

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude? 

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord. 

og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?

vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!

(41:25) Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk. 

Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!

For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.