Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,