Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab. 

Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.

Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.

Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.

Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?

Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.