Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;

Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.

Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.

Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.

Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.

Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.

Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;

køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;

Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!

hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,

Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab. 

En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.

Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.

Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.

Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld

Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;

At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

- min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"

I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?

slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig!

Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.

Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,

derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.

men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.

mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel. 

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte. 

den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.

Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;

dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.

som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.

Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald. 

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!

Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.

HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. 

Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.

derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård;

Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.

Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.

Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.

Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;

du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse;

ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -

HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre. 

Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag. 

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 

Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.

thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.

Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt.

Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,

sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;

Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.

thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;

Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus!

HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 

De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.

som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.

Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!

idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra. 

Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.

jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.

sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;

tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier

Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.

Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.

Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.

ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.

Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt! 

tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.

und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,

Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. 

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.

til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.

Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,

thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!

Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.

En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:

Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe;

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.

Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;

Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

Doven hånd skaber fattigdom, flitteges hånd gør rig.

Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,

Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;

Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.

Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind. 

Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;

Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.

Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.

Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"

Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.

thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.

Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.

Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil. 

Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.

Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!

Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;

Følgende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.

Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:

En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.

Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.

Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.

Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;

Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,

Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.

De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene. 

Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:

Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.

Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.

Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.

At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.

Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?

At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.

Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg. 

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.

Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?

Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:

Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.

Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.

Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.

Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.

du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.

Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd.

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt. 

Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam. 

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.

Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.

Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;

Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

"Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"

Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!

Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.

Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.

Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.

Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.

Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.

HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme?

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.

Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.

Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.

Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.

Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.

en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.

Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag.

thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.

Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;

thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.

Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.

Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.

Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:

Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.

Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.

For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.

0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;

Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.

Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. 

en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.

at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.

thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.

Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.

for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.

ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.

Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. 

Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede. 

da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,

han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger. 

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke. 

Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange. 

det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.