Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.