thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.