Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! 

HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;