'Graven' i Biblen
Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og på den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"
(9:16) Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.
Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
(88:5) jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
(88:6) kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
(88:12) Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,
sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.
Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven.
Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød,
De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i Havets Dyb.
for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn, blandt dem, der steg ned i Graven.
Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager Vand.
(2:7) steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.
Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en blind leder en blind, falde de begge i Graven."
og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.
Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven.
Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første,"
Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det.
Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven.
Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op.
Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?"
Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes.
Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.
Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,
Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage.
Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den.
Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.
Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var nær.
Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven,
Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham."
Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.
Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven.
Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der
Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede.
Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven,