'Himlen' i Biblen
Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,
Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for neden,
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN har vist, han er Konge!"
Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.
Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!
HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;
HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
(18:10) Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
Til Korherren. Salme af David (19:2) Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
(19:5) når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.
(36:6) HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
(53:3) Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
(57:4) han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
(57:6) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
(57:11) thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
(57:12) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
(68:9) ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
(75:6) løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"
Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
(80:15) Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok,
(85:12) af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
(89:3) Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
(89:6) Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
(89:12) Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde.
(89:30) jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
(89:38) stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed.
Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.
HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.
mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
(108:5) thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
(108:6) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn.
Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;
Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers HERREs Harme på hans brændende Vredes Dag.
Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet og kastet til Jorden, du Folkebetvinger!
Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord,
På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden.
al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt.
Thi på Himlen kredser HERRENs Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom.
Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!
Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje?
Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.
Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.
Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde.
Så siger HERREN, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv: Jeg er HERREN, som skabte alt, som ene udspændte Himlen, udbredte Jorden, hvo hjalp mig?
Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær;
Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så såre jeg kalder på dem, møder de alle frem.
Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig.
at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede?
nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders.
Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise,
Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage,
(63:20) Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn!
Så siger HERREN: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig?
Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte;
Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.
Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.