'Mennesket' i Biblen

Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;

da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;

Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"

Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"

og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ. 

Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;

Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?

(5:22) eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket forsynder sig ved at gøre,

Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise, en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket.

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

(49:13) Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"

Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.

Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død? 

Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?

Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.

Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket,

Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.

da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det. 

Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden,

Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke!

Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag.

På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus

Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned;

Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær;