'Mulm' i Biblen

Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og Mulm;

han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." 

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

(18:12) han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud. 

På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se.

rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag;

Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm;

Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det til Mulm, han gør det til Mørke.

Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!

Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham.

I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,

Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret.

vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid.