'Ej' i Biblen

Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne.

Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer.

Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile!

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder. 

Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.