'Jeg' i Biblen

Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes!

Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de.

Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden.

Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig!

Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel?

Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. 

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.