'Og' i Biblen

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed. 

Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;

Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender.

Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;

Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE!

I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;

over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.

Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;

råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!

Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret! 

de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!

Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd.

Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;

HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter.

Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn!

Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.

den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.

En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

(102:3) skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

(102:5) mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

(102:8) om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

(102:11) over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

(102:14) du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;

(102:15) thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

(102:16) Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

(102:21) for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

(102:23) når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

(102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!

Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!

Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme,

han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,

HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.

barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;

Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn

for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! 

Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;

spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;

kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,

Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,

og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,

han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.

Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land.

Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;

han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;

han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;

han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;

han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;

han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;

han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled

Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;

han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen.

Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. 

at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen! 

og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.