'Og' i Biblen

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 

Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. 

Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.

Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"

To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre. 

At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld

Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;

vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.

at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;