Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den! 

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?