Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. 

Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.