Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.

en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte. 

Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!

Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,

Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:

Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:

thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;

Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:

Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.

Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.

Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.

Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.