hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;