Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris. 

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"