'Min' i Biblen

Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer.

Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat.

Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig!

Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt. 

Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. 

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!