'Min' i Biblen

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd! 

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,