'Svandt' i Biblen

og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, HERRE, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig.

fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet er tystnet.

Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort.

Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.