'Dårskab' i Biblen
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.
Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.
Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.
Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.