'Dårskab' i Biblen
Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik!
alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise.
Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg, din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid.
(69:6) Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.
Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.
Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.
Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.
Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.
Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.
Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.
Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner den?"
Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.
Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed.
Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.
Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde.
Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.
hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.
Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.
Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra HERREN.
Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft.
Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab?
Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro,
vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab,
Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.
men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke;
Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt.
Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;"
Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok.
Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg.