'Selv' i Biblen

Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.