'Var' i Biblen

Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god! 

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:24) Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(34:14) så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

Til Korherren. Maskil af David (52:2) Dengang Edomitten Do'eg gik hen og fortalte Saul, at David var taget ind til Akimelek (52:3) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Salme af David. Dengang han var i Judas ørken (63:2) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land

(63:3) (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;

fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

(76:5) Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.

(77:14) Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Til Korherren. Salme af Kora-Sønnerne (85:2) Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,

Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.

HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,

af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!

Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.

HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.

jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg,

Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.

Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter.

Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.

så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl,

over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.

Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende;

Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Maskil af David. En Bøn. Dengang han var i Hulen (142:2) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,