'Som' i Biblen

tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier

Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. 

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil. 

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.

Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. 

Følgende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.

Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag.

Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.

Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.

Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind. 

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.