hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.

Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!

Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;

De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,

HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?

du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.

du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.

thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;

Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.

Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,

du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!

Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.

han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;

Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.

HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.

Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.

På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.

du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig. 

Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:

den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod

Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.