Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.

Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.

Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.

Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.

De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.

Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.

Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!

Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.

Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.

Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.

HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!

For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.

Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende? 

De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.

Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.

Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:

Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.

Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?

Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.

Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.

Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.