Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.