Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 

Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.