Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.

Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. 

Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.