(55:23) Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(55:18) Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

(55:17) Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Til Korherren. Til Strengespil. Maskil af David (55:2) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

(55:7) Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

(55:22) Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

(55:5) Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

(55:3) lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

(55:15) og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

(55:10) Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

(55:19) og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

(55:14) men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

(55:6) Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

(55:21) På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

(55:4) jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

(55:8) ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.

(55:12) Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

(55:9) Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

(55:11) de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;