Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?

HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;

Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;

HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?

Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud. 

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;