'Hans' i Biblen

Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!

Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!

I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig! 

(140:9) Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang!

Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.

God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker.

Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid. 

Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag.

Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud,

Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;

hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;

HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,

De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel.

Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling!

de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer;

og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! - 

Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving,

pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed;

Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;

derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.

Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede. 

Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.

I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.

Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.

Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre. 

Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.