'Min' i Biblen

(89:22) thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.

(89:25) med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;

(89:27) mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.

(89:29) jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;

(89:31) Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,

(89:32) hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,

(89:34) men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;

(89:35) jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.

(89:36) Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke:

(89:51) Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,

siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.

(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!" 

(92:16) for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes. 

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;

da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;

Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile! 

Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;

En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

(102:6) Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

(102:10) Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

(102:24) Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

(102:25) Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!

Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!

Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN! 

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! 

En Sang. Salme af David (108:2) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!

(108:9) mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

(108:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!

Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"

Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn,

Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"

Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig!

Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald.

sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"

HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig.

Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.

Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!

I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.

Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.

Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.

I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!

Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!

Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud.

Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.

Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.

Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.

Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.

Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.

Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.

Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!

Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst.

Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.

Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.

Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.

Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.

Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.

Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!

Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.

Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter!

Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem.

Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.

Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.

Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.

Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.

Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!

Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.

Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!

Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!

Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.

Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.

Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!

HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!

Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?

Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.

De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel -

de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.

Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;

o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!

Jeg håber.på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,

på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.

Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.

Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!