'Min' i Biblen

(18:47) HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

(19:15) Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser! 

Til Korherren. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David (22:2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

(22:10) Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

(22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

(22:21) Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,

han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

HERRE, jeg løfter min sjæl til dig

min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN. 

HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.

Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;

min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

(30:3) HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

(30:4) Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

(30:7) Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"

(30:12) Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,

(30:13) at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt! 

(31:3) du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

(31:4) thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:6) i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

(31:10) Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

(31:11) Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

(31:15) Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

(31:23) Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.

Af David. Dengang han spillede vanvittig overfor Abimelek, som jog ham væk så han drog bort. (34:2) Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund

(34:3) min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris. 

(38:4) Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

(38:5) thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

(38:6) Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

(38:8) Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

(38:10) HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

(38:11) mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

(38:12) For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

(38:16) Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(38:19) thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

(38:22) HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

(38:23) il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse! 

Til Korherren. For Jedutun. Salme af David (39:2) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(39:4) mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

(39:9) Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

(39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

(40:3) Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

(40:4) en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:9) at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

(40:18) Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 

(41:5) Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

(41:10) Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

(41:13) Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

Til Korherren. Maskil af Kora-Sønnerne (42:2) Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

(42:3) Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?

(42:4) Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

(42:5) Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:7) Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.

(42:10) Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

(44:5) Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

(44:16) Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn